Nyhed

Poul Krebs på vej med nyt album

”Angeleno Road (Lige Ved Siden Af Virkeligheden)” er på gaden til april

Sidst, vi hørte fra Poul Krebs, var i efteråret med det engelsksprogede projekt Song Island Revue, hvor han arbejdede sammen med den amerikanske sanger og sangskriver Kevin Welch, norsk-amerikanske Claudia Scott og norske Henning Kvitnes. Nu er han imidlertid snart tilbage med sit første dansksprogede i næsten tre år. Albummet har dog fået en tosproget titel, nemlig ”Angelino Road (Lige Ved Siden Af Virkeligheden)”.

Sangene er skrevet over en flerårig periode og indspillet i Los Angeles med Krebs’ faste band, der i disse år består af Per Chr. Frost  (guitar), Christer Jansson (trommer), Morten Buchholtz (keyboards) og Peter Kjøbsted (bas). Nærmere betegnet er albummet indspillet i Ocean Studios i LA-forstaden Burbank, et studie kendt for sin helt særlige akustik og en stor samling af ældre mikrofoner og andet studieudstyr.                                                                      

Albummet er produceret af Rune Westberg, der for nylig har bosat sig i Los Angeles for at fortsætte sin producerkarriere efter danske succeser med navne som Alphabeat, Tue West, Magtens Korridorer, Beth Hart, Mani Spinx og mange flere. Tekniker er amerikanske Bryan Golder, der har arbejdet sammen med kunstnere som Tom Petty, Gavin DeGraw og Erykah Badu.

Angeleno Road er navnet på en lille gade, Poul og bandet hver dag krydsede på vej til Ocean Studiet. Tekstmæssigt mindst hylder albummet hverdagen og dens indbyggere, ”når vi ved hjælp af drømme, fantasi og gode historier formår at holde det grå og stereotype på afstand”, som Poul Krebs oplyser i en pressemeddelelse.

Singleforløberen til det nye album, ”En Dag Som I Dag, ” er netop nu sendt til de danske radioer, og især DR P4 har allerede taget godt imod den.

Til sommer kan Poul Krebs og band opleves ved en lang række festivaler og open air-koncerter. I januar og februar er Krebs på udsolgt Danmarks-turne med sin gode ven og kollega Michael Falch.

På dette YouTube-klip optaget i Los Angeles kan du se Poul Krebs fortælle lidt om det nye album.

ANNONCE