Nyhed

Marie Frank varmer op for Tracy Chapman

Den østjyske sangerinde spiller support sammen med guitaristen Anders Pedersen i Den Fynske Landsby den 3. juli

Den 3. juli spiller den amerikanske singer/songwriter Tracy Chapman i Den Fynske Landsby. Chapman, der stadig nok er bedst kendt for sin selvbetitlede debut fra 1988, har senest udgivet albummet "Our Bright Future", som GAFFAs Jan Opstrup Poulsen belønnede med fire stjerner og følgende vendinger:

"Our Bright Future skuffer på ingen måde. Tracy Chapman synger med en utrolig klarhed i stemmen i en række afdæmpede sange, der musikalsk breder sig ud. Den akustiske guitar er sat i baggrunden for en lidt mere fyldig instrumentalisering, der dog stadig har ophav i den amerikanske musiktradition. Og man kan næppe finde en mere ærbødig fortolker af denne tradition (...) Et af de album, der varmer hele vejen rundt."

Til at sætte det fynske publikum i den rette stemning er den østjyske sangerinde Marie Frank, der i sin tid også nød stor succes med sin debut-plade, blevet valgt. Siden debut'en "Ancient Pleasures" er der løbet meget vand under broen, og hun har senest udgivet "Where The Wind Turns The Skin To Leather", der udkom i 2005 og fik hele fem stjerner af førnævnte Jan Opstrup Poulsen.


Marie Frank barsler i disse dage med et nyt album, og der burde være en chance for at få en smagsprøve eller to på, hvad man vente sig af den kommende plade, når hun sammen med guitaristen Anders Pedersen varmer op for sin amerikanske kollega den 3. juli.

ANNONCE