Nyhed

Nick Caves har sat musik til ”Woyzeck”

Teaterforestillingen med musik af Nick Cave og Warren Ellis’ gæster Musikhuset Aarhus mandag og tirsdag

Nick Cave har sammen med Warren Ellis fra The Bad Seeds og Grinderman skrevet musik og sangtekster til den islandske opførelse af ”Woyzeck”, som er en del af festivalen Internationalt Levende Teater – LT09. Makkerparret har tidligere leveret musik til filmene "The Proposition" og "The Assasination Of Jesse James By The Coward Robert Ford".

Georg Büchners skuespil Woyzeck og Nick Caves særegne stemningsunivers kan opleves mandag den 15. og tirsdag d. 16. juni klokken 20.00 i Musikhuset Aarhus. Det islandske teaterkompagni Vesturport præsenterer opsætningen under ILT09, Internationalt Levende Teater, der finder sted for første gang fra 11.-18. juni 2009 i Århus.

Caves og Ellis’ ord og toner til ”Woyzeck” beskrives af britiske The Times som uforglemmelige med sine ”bloddryppende tekster og larmende skraldespandsblues”. Cave blander i vanlig stil rock med kærlighedssange, tysk vals og et kirkekors renhed, og dermed skal musikken underbygge og afspejle den skæbne, som hovedpersonen er underlagt i "Woyzeck".

Tidligere har den åndsbeslægtede Tom Waits også leveret musik til forestillingen. Det mundede i sin tid ud i det skramlede og dystre ”Blood Money”-album, men denne gang er det altså Nick Cave, der prøver kræfter med fortællingen om den arme soldat Woyzeck, der kæmper for at holde galskaben og forfølgelsesvanviddet fra livet. Han snubler sig igennem en verden af makabert karneval, utroskab og ond undertrykkelse, samtidig med at han bliver forfulgt af sine paranoide fantasier. Temaer, der ikke ligger alt for fjernt fra Caves normale sangproduktion.

ANNONCE