Nyhed

Nye oplysninger om det kommende Alice In Chains-album

Gruppens første album i 14 år udkommer til september

Vi har tidligere her på GAFFA.dk skrevet om planerne om et nyt Alice In Chains-album, og nu bekræfter pladeselskabet EMI, at den kommende plade udgives til september.

Bandet og produceren Nick Raskulinecz (Rush, Foo Figthers) begyndte indspilningen sidste oktober i Studio 6060 i Northridge California og har for nyligt mikset albummet i Henson Studios i Hollywood.

Guitarist/vokalist Jerry Cantrell, trommeslager Sean Kinney og basist Mike Inez blev genforenet i 2005, til et velgørenhedsarrangement for tsunami-ofrene i Indonesien. Kort tid efter begyndte de at turnere med den nye guitarist/vokalist William DuVall fra Comes With The Fall.

”Det har været en meningsfuld rejse og noget af en historie,” siger Cantrell. ”Vi er virkelig glade for at have fundet et hjem på Virgin/EMI og glæder os til fortsat at skrive nye kapitler til Alice”.

”Vi er et godt sted”, tilføjer Kinney. ”Vi har lavet en plade, som vi er rigtig stolte af, vi har fået et musikalsk passioneret team, og vi er spændte på, hvad vores fans siger til de nye sange”.

”Alice In Chains har været en kæmpe del af den musikalske evolutuion og jeg kan ikke fatte, at vi får lov at arbejde med dem” siger Rob Stevenson, direktør for Virgin Records. ”Deres musik kommer til at minde os alle sammen om, hvad det er vi har savnet og der er en helt fantastisk stemning, som emmer af spænding og dedikation på EMI verden over, jo nærmere vi kommer på dette albums release.”

ANNONCE