Nyhed

Saving Private Ryan-stjerne debuterer som LANDy

Den amerikanske skuespiller Adam Goldberg har allieret sig med folk fra Flaming Lips og Earlimart på debutplade

Adam Goldberg spillede i 1998 Stanley Mellish i den Oscar-vindende film "Saving Private Ryan", og efterfølgende har han gjort sig i film som "A Beautiful Mind" og "Zodiac". Han har også medvirket i tv-serier som "Entourage", "Joey" og "Friends", og i denne uge debuterer han under navnet LANDy med albummet "Eros and Omissions".

Det er dog ikke et projekt, han lige har sammensat mellem to filmprojekter. I stedet er det en plade, han har arbejdet på i seks år blandt andet sammen med Flaming Lips' Steven Drozd og Aaron Espinoza fra Earlimart.

Til Rolling Stone siger Goldberg, at han synes det er sjovt, at folk er mistænkelige, når skuespillere gør andet end det, de bliver betalt for. Han mener det ville være mere naturligt at være mistænkelig overfor de uhyrlige summer skuespillerne får for at gøre det, de gør.


"Men på en eller anden måde er jeg en del af problemet, og jeg kan godt forholde mig til det. Jeg bliver altid nervøs, når jeg hører folk sige, 'Ryan Gosling har et band... og de er faktisk ret gode'. Jeg mener, der er helt sikkert folk, hvis musik man ikke rigtig kan lide, der måske tilfældigvis også har været med i, lad os sige, 'Footloose'".

Til Rolling Stone siger Goldberg, at han har indspillet musik siden starten af 90'erne, men hans musik så først dagens lys i 2003, hvor han indspillede en række sange til filmen "I Love Your Work", som han også selv instruerede og skrev manuskript til.

Dengang begyndte han et samarbejde med LA-bandet Black Pine, og det var samtidig her først skridt mod debutpladen blev taget. Goldberg beskriver det kommende album som en gigantisk dagbog, der musikalsk blander popmelodier over simple nærmest ambient-agtige beats blandt med regulære rocksange.


"Eros and Omissions" udkom tidligere på ugen i USA.

ANNONCE