Det dansksprogede orkester har ny single ude og album på vej
Den danske gruppe Carlas fik en del omtale, da de i begyndelsen af 2007 udgav debutalbummet "Pære! Dansk" med dansksprogede og ofte politiske sange som "Kaptajn Amerika" og "Røv I Laser".
Nu er de på vej med et nyt album, der kommer til efteråret. Singleforløberen er dog allerede udkommet, og den har fået den lidt spøjse og meget aktuelle titel "Big Fat Snake". Singlen kan købes på en række download-portaler.
Historien bag sangen er ifølge gruppen selv, at den blev skrevet som en reminder til orkestret efter, at en ven af bandet havde lyttet til første udkast af "Pære! Dansk" og udtalte, at hans bekendte syntes, musikken lød som Big Fat Snake.
Carlas påpeger selv, at det er der jo i princippet intet galt i, men de havde selv en klar idé om at gå i en anden retning end Big Fat Snake. Dette udmøntede sig i et møde med den musikansvarlige på bandets gamle pladeselskab Warner Music, som til bandets egen overraskelse faktisk mente, at Big Fat Snake-vejen måske ikke var den værste at vej at gå. Gruppen og selskabet fandt dog et kompromis, men mødet gav sanger og sangskriver Jacob Karim inspiration til sangen "Big Fat Snake".
At Big Fat Snake så har fået masser af medieomtale i den senere tid grundet guitarist og sangskriver Peter Viskindes brud med bandet og hans soloudgivelse, stadig under navnet Big Fat Snake, giver blot sangen ekstra aktualitet, som Carlas næppe vil klage over.
Carlas har i øvrigt afsluttet samarbejdet med multinationale Warner Music og udgiver deres kommende album på det lidt mindre og danske selskab A:larm Music.