Det amerikanske metalnavn vender tilbage til Danmark til september, hvor de spiller i Pumpehuset
Sidst Cleveland-bandet Chimaira gæstede Danmark, var det Århus, der tog imod efter udgivelsen af albummet "Resurrection". Denne gang gæster bandet København, og det er med et nyt album i bagagen, at man ifølge websiden Blabbermouth vil kunne opleve Chimaira 17. september i Pumpehuset.
Det nye album hedder "The Infection" og ifølge GAFFAs anmelder lever det ikke helt op til forgængeren. Men det skyldes primært den høje kvalitet af sange, man fandt på "Resurrection":
"Ovenpå "Resurrection" burde Chimaira lide af præstationsangst. Det album var et lysende eksempel på moderne amerikansk ekstrem metal, når den er på sit ypperste, hvad angår tøjlesløs aggression, fængende kompositioner, brutal kreativitet, saftig produktion og nådesløs instrumenthåndtering. På "The Infection" har de seks amerikanere sat tempoet ned og lavet et ondsindet bæst af et album, der scorer pænt på samtlige førnævnte parametre. Alligevel blegner albummet en smule sammenlignet med "Resurrection", især hvad angår sangskrivningen og det kreative. Chimaira har faktisk gjort sig selv en bjørnetjeneste ved at sætte overliggeren så højt med forgængeren".
Så der er med andre ord langt fra tale om, at bandet har leveret et dårligt album, og derfor skal det nok blive forrygende, når materialet blandes med bagkataloget i Pumpehuset 17. september.