Nyhed

GAFFA Live går i luften

GAFFA gør ultimo juni måned vejen fra koncertnyhed til billetkøb hurtigere og enklere

GAFFA lancerer ultimo juni måned GAFFA Live, en koncertportal, der vil samle alle koncertaktiviteter i Danmark i en søgemaskine, som giver adgang til billetkøb, nyheder og koncertanmeldelser. Idémand bag projektet, Jesper Mardahl, udtaler:

- Igennem vores mangeårige samarbejde med GAFFA Billet har vi oplevet et stigende ønske fra koncertpublikummet om at samle koncertudbuddet og adgangen til billetsalget ét sted. Via et samarbejde med landets førende koncertbilletudbydere, Billetnet, Billetlugen, Ebillet, Billetten, Ticketservice og selvfølgelig GAFFA Billet, er vi nu klar til at lancere GAFFA Live, der vil gøre det lettere for publikum på én gang at finde frem til koncerter og billetkøb.

Der bliver tale om en både effektiv og let tilgængelig måde at navigere sig rundt i det danske koncertlandskab på, og ud over lettere adgang til koncerter og billetkøb vil GAFFA Live også være leveringsdygtig i relevant indhold af højt niveau. Blandt andet omtaler, nyheder, anmeldelser, koncertfotos og lignende. Således vil man bare ved et enkelt klik kunne gå fra en koncert-nyhed på GAFFA.dk til køb af selve koncertbilletten og derefter fordybe sig i yderligere information om den pågældende kunstner.


Der bliver tale om en udvidelse af den tilgang til musikscenen, som GAFFA i forvejen tilbyder. Det vil i lige så høj grad være for hr. og fru Jensen, der gerne vil opleve lidt musik fredag aften, som det vil være for den hardcore GAFFA-bruger, der er inde på hjemmesiden hver dag og har sit eget login til GAFFA.dk. På længere sigt vil GAFFA Live blive udvidet med en række services, som der endnu ikke skal løftes sløret for.

- Konceptet er skabt ud fra et ønske om at gøre det lettere at være koncertgænger i Danmark, fortæller Jesper Mardahl og nævner, at der på længere sigt også vil ske en udvidelse af funktionaliteten, der tager udgangspunkt i den enkelte brugers interesser. Herudover vil GAFFAs redaktion gøre en indsats for at fremhæve de events, der er særligt spændende.

- Vi er overbeviste om, at vi med kombinationen af samarbejdet med landets største billetudbydere, og vores mere end 25 år som toneangivende medie i det danske musikmiljø, vil skabe en unik ny platform for koncertpublikummet herhjemme, slutter Jesper Mardahl.

GAFFA Live går i luften ultimo juni via GAFFA.dk/live


Mere info følger senere her på GAFFA.dk

ANNONCE