Nyhed

Gus Gus gæster Vega

Den islandske gruppe præsenterer nyt materiale til koncert i København

Opstillingen i Gus Gus har ændret sig en del i løbet af de sidste fjorten år til det punkt, hvor bandet nu kun består af de tre originale medlemmer Birgir Þórarinsson, Daníel Ágúst Haraldsson og Stephan Stephensen. De er lige nu i gang med at færdiggøre deres kommende album "24/7", og i den forbindelse vil de afvikle en showcase i København, hvor de præsenterer folk for deres nye materiale.

Det betyder, at Gus Gus kan opleves i Vega 11. juni, hvor man vil kunne få en smagsprøve på det kommende album, der udsendes til september (og ikke 24. juli, hvilket ville have været sjovere). I forbindelse med koncerten udsendes førstesinglen "Add This Song", der indeholder remixes af en række interessante producere, herunder ikke mindst danske Kasper Bjørke.

GusGus spiller showcase i Lille Vega 11. juni, og forsalget er nu i gang via www.vega.dk, www.billetlugen.dk og i Fona-butikker.


ANNONCE