Nyhed

Markante branchefolk gæster Spot

Toneangivende festivaler som Glastonbury, pladeselskaber som Domino og magasiner som Mojo besøger Århus-festivalen

Vanen tro gæster en lang række internationale branchefolk Spot-festivalen, som finder sted i og omkring Musikhuset Århus 21.-23. maj. En imponerende stribe af verdens førende festivaler, pladeselskaber, musikmagasiner og meget mere lægger nemlig vejen forbi Århus i Spot-weekeden.

Således kan festivalen oplyse, at den har fået tilmeldinger fra bookerne fra blandt andet de store og anerkendte europæiske festivaler Glastonbury Festival (UK, verdens største festival overhovedet), Eurosonic (NL), Trans Musicales (FR) og Reeperbahn Festival (DE).

Der er også kommet positive tilmeldinger fra toneangivende pladeselskaber som de engelske indie-selskaber Domino (Franz Ferdinand, Arctic Monkeys, Bonnie "Prince" Billy m.fl), 4AD (Beirut, Bon Iver, Camera Obscura m.fl.) og Bella Union (Fleet Foxes, Midlake og danske The Kissaway Trail, Our Broken Garden og Chimes & Bells m.fl.).


Markante medier som Clash Magazine (UK), Mojo Magazine (UK), NBC (US), Drowned in Sound (UK), Musikexpress (DE), Hot Press (IE) og Radio Eins (DE) lægger også vejen forbi - og GAFFA naturligvis, men det er jo ikke nogen nyhed, og vi skal heller ikke rejse så langt, kun cirka 500 meter.

Spot gør også opmærksom på, at det får besøg af tv- og videoselskaber fra adskillige lande, herunder Albanien – kom så ikke og sig, at Spot ikke når bredt ud ud. Også den franske videokunstner Vincent Moon, kendt for musikvideoer med blandt andre R.E.M., Arcade Fire og Bloc Party, vil indfinde sig og lave indslag med fire af festivalens grupper/solister.

TDC Plays særlige Spot-temasite med masser af musik med de optrædende


Spot Festivals hjemmeside

 

ANNONCE