De svenske tvillinger giver koncerter i denne uge og er aktuelle med en ny ep
Der var masser af omtale og rosende ord til de svenske tvillinger Johanna Eriksson Berhan og Miriam Eriksson Berhan, da de i 2007 under navnet Taxi Taxi! udsendte ep'en "Taxi Taxi!". Siden da har de spillet en del danske koncerter, og når de i denne uge vender tilbage for at give to koncerter, er det med nyt materiale i posen.
Duoen har netop udsendt den digitale ep "Step Out Into The Light", der indeholder en forløber for svenskernes debutalbum "Standing At Your Back Door" samt yderligere to sange. Det drejer sig om "True Love Will Find You In The End", der ikke vil være at finde på det kommende album samt sangen "Belle" fra debut-ep'en indspillet af Peter Broderick.
Foreløberen hedder "More Childish Than In a Long Time" og er dermed første single fra debutalbummet, der udsendes til efteråret. Men inden da er der mulighed for at høre noget af det nye materiale, når Taxi Taxi! i denne uge giver koncerter i København og Århus.
Man kan opleve svenskerne på Loppen 21. maj, og dagen efter optræder de til dette års Spot Festival.