Nyhed

Bright Blue Gorilla på Danmarksturné

Den amerikanske duo drager landet rundet i april med både koncerter og film

Den amerikanske duo Bright Blue Gorilla har skabt sig noget af en niche som kombinerede musikere og filmskabere. De rejser verden rundt og synger og spiller deres folk-orienterede sange, men viser samtidig spillefilm, som de selv har instrueret, produceret og spiller med i.

Gruppen bestående af ægteparret Robyn Rosenkrantz og Michael Glover er regelmæssige gæster i Danmark, og nu er de så tilbage med turné og en ny film. Først giver de minikoncert, og så viser de deres film. Og bagefter svarer de på spørgsmål fra publikum.

Denne gang er Bright Blue Gorilla på turné med filmen "Karate Film Café". Filmens synposis er som følger: På hjørnet af Hollywood Boulevard og Vine Street i Hollywood befinder sig en karateskole med en særegen form for karate, en dvd-forretning med film, som ingen gider se, og en café med verdens værste kok. Blandt filmens aktører finder vi en skør italiener med en dødelig hemmelighed, en musiker med alvorlige allergier og en computernørd, som tror, alle er forelsket i hende. Bright Blue Gorilla beskriver selv filmen som 90 minutter med karate, kærlighed, død, film, dårlig mad og god musik.

Filmen er optaget i Korea Town i Los Angeles, med skuespillere og crew fløjet ind fra Holland, Italien, Frankrig, Tyskland og Danmark, og Bright Blue Gorilla beskriver selv filmen som en "vaskeægte independent-film".

Bright Blue Gorilla kan opleves følgende steder i den kommende tid. Bemærk, at de ikke har filmen med ved alle koncerter:

1. april: Dexter, Odense, 20:00 (koncert)
2. april: Øst For Paradis, Aarhus (koncert og film)
3. april: Biffen Art Cinema, Aalborg, 20:00 (koncert og film)
4. april: Vester Vov Vov, København, 16:30 (film og snak med Bright Blue Gorilla)
6. april: Kvarterhuset, Copenhagen, 20:00 (koncert i Brett Perkins' Listening Room)
7. april: Studenterhuset, Odense 20.00 (film og snak med Bright Blue Gorilla)
22., 23. og 24. april: Engelsholm Højskole, Bredsten, (sangskriver-workshop med Bright Blue Gorilla)

Bortset fra deres egne indie-film har Bright Blue Gorilla i øvrigt en enkelt gang haft mindre roller i en vaskeægte Hollywood-film, "The Last Shot" fra 2004 med Matthew Broderick og Alec Baldwin i hovedrollerne.

Se en trailer for "Karate Film Café" her

Da Bright Blue Gorilla sidste gang besøgte Danmark, lavede GAFFA et længere interview med dem, som du kan læse her:


 

ANNONCE