Nyhed

Rihanna og Brown indspiller duet

Efter anklager for vold og dødstrusler mod Rihanna indspiller Chris Brown nu en duet med hende

Ifølge E! Online og celeberty-websitet tmz.com, er den nu 21-årige sangerinde Rihanna og (eks)kæresten Chris Brown i øjeblikket ved at indspille en kærlighedsduet i kølvandet på, at Brown er blevet sigtet for vold og dødstrusler efter en episode den 8. februar, hvor sangeren angiveligt slog og truede Rihanna på livet.

De to sangere har i det sidste stykke tid angiveligt arbejdet sammen med produceren Polow Da Don, som overbeviste paret om samarbejdet, i et studie i Santa Monica, hvor de skulle være i gang med at indspille en kærlighedsduet, der ironisk nok handler om at overkomme problemer i et parforhold.

Det var vigtigt for produceren, at få de to sangere i studiet så hurtigt som muligt for at fange følelserne og spændingerne i luften, og sangen, der i første omgang var skrevet til Rihanna før voldsepisoden i Grammy-weekenden i februar måned, kommer givetvis med på det næste album fra Chris Brown.

Brown skal møde i retten den 6. april, hvor sagen om overfaldet fortsætter. Rihannas advokat har sagt, at Rihanna ved denne lejlighed vil vidne imod Brown, hvis hun bliver indkaldt til det.

ANNONCE