Nyhed

Rusts onsdagsklub fejrer 1-års fødselsdag

HEAT fejrer sig selv i aften med blandt andre rapperen Wildchild og afro-beat-gruppen Kokolo

I de sidste 12 måneder har Rusts onsdagsklub serviceret hiphop-fans med stjernenavne som M.O.P., DJ Premier, Pharoahe Monch, Jazzy Jeff, D.I.T.C, Afrika Bambaataa og mange, mange andre.

I aften, 4. marts, fejrer HEAT så sin 1-års fødselsdag, og det markeres med liveoptræden fra den californiske rapper Wildchild og New York-afrobeat-gruppen Kokolo. Og et stort breakdance-battle.

Wildchild udgiver plader på det højt respekterede hiphop-label Stones Throw og er kendt for klassisk hiphop uden det mindste bling-bling.
 
Kokolo bestyres af den tidligere punkrocker Ray Lugo og spiller stærkt dansabel afrobeat med fart og blæs på - og elementer af både jazz, hiphop og punkrock.

Aftenen indledes med et breakdance-battle, to mod to i hurtige "heat", som dømmes hårdt, men retfærdigt af et til lejligheden sammensat dommerpanel.

Som en lidt alternativ og ikke særlig hiphop-agtig afslutning på aftenen serverer Rust varme vafler omkring midnat.

Dørene åbnes klokken 21, og der er stadig billetter på GAFFA Billet. Eventuelle resterende billetter sælges ved indgangen.

ANNONCE