Nyhed

Spinal Tap på tour uden parykker

Det er ikke en joke! Den berygtede trio udsender snart et album og skal igen på scenen

Den gamle rock-komedie-trio Spinal Tap samles endnu en gang til en 30 dages tour i USA for at spille musikken fra den berygtede mockumentary "This Is Spinal Tap" fra 1984. Medlemmerne Christopher Guest, Michael McKean og Harry Shearer, der i virkeligheden har spillet sammen siden 1978, vil på deres tour spille musik fra førnævnte film plus fra efterfølgeren "A Mighty Wind".

Touren sker i forbindelse med fejringen af 25 år med filmen, hvor de tre amerikanere på komisk vis spiller engelske rock-musikere, der blandt andet ikke kan finde vej til scenen, bliver forvirret over ekstreme rekvisitter på scenen og har problemer med en dramatisk trommeslager.

"This Is Spinal Tap" har affødt mange ordsprog og vendinger så som "at skrue volumen op på 11". Den kommende tour hedder "Unwigged & Unplugged" og på en pressekonference fortæller trioen, at det bliver underligt ikke at spille med udklædning og parykker, da dette ikke er sket før:


"Efter at have spillet karakterer i alle disse år, holder vi nu møder for at prøve at finde ud af, hvem vi er," siger Shearer. Guest lover samtidigt, at det bliver voldsomt rock 'n' roll: "Vi skal smadre hotelværelser", hvorefter Shearer tilføjer, at de i deres alder nok bare hyrer nogen til at gøre det for dem.

Drengene bag Spinal Tap har også været i studiet og indspillet studieversioner af sangene fra den legendariske film, og disse kan høres på den endnu ikke navngivne plade, der efter planen udkommer den 26. maj.

"Unwigged & Unplugged" kører fra den 17. april til og med den 31. maj, og der er desværre ikke offentliggjort planer om en tur til Europa endnu.


ANNONCE