Nyhed

Spot Festival indgår samarbejde med Musikparlamentet

Musikparlamentet får sit navn på to debatter ved festivalen og bliver således en officiel del af det kommende Spot-program

Spot Festival og musikdebatforeningen Musikparlamentet har nu indgået et samarbejde, der betyder, at Musikparlamentet får sit navn på to af debatterne i forbindelse med seminar- og debatprogrammet ved dette års udgave af Spot Festival.

Musikparlamentet, der blev stiftet sidste efterår, har langtfra lagt skjul på, at deres målsætning er "at bringe den debat, som Spot Festival årligt er garant for ud i alle afkroge af musikbranchen - året rundt", som det hedder i en pressemeddelelse. Det har ført til afholdelsen af månedlige debatter på Borups Højskole i det centrale København om nye forretningsmodeller, blogging, fremtidens musikforbrug og meget andet.

Gunnar Madsen, daglig leder af ROSA (Dansk Rock Samråd), der arrangerer Spot Festival, fortæller om samarbejdet:

"Det har altid været Spots vision at være katalysator for en fremadrettet debat om vilkår og udviklingsmuligheder i musikbranchen, så det var naturligt for os at indgå i en dialog med Musikparlamentet og invitere foreningen til at sætte sit præg på årets festival." Ydremere fortæller Musikparlamentets formand, Rasmus Ardahl:


"At vi nu samarbejder med Spot, som er det eneste sted, hele den danske branche årligt samles, øger uden tvivl mulighederne for at indfri vores mål om at skabe et forum, der kan være med til at udvikle den danske musikbranche. På Spot vil vi både prøve at udvide den gængse opfattelse af, hvad debatformatet kan, samtidig med at vi vil fokusere på emner, der ligger lidt udenfor de områder branchen normalt beskæftiger sig med – bl.a. ved i højere grad at invitere brugerne af musikken med ind."

Selve Spot Festival finder som bekendt sted den 21.-23. maj i det centrale Århus. Sidste chance for at opleve Musikparlamentet inden Spot bliver 29. april. Her vil Musikparlamentet pege frem mod sommerens festivaler med et emne om, hvordan man kan udvikle live-scenen og udfordre den klassiske forståelse af en live-optræden. Det foregår som sædvanligt i de hyggelige omgivelser på Borups Højskole i indre København.

ANNONCE