Websiden vil i denne uge blokere de engelske brugeres adgang til musikvideoer
En disput mellem websiden YouTube, der ejes af firmaet Google, og den engelske organisation PRS For Music, der indsamler royalties for engelske komponister og musikudgivere, har nu udmøntet sig i, at YouTube har valgt at blokere adgang for engelske brugere til musikvideoer lagt op på siden af de såkaldte premium-brugere, der typisk vil være store engelske pladeselskaber.
Blokaden blev ifølge BBC News påbegyndt i går 9. marts og forventes at være fuldført over de næste to dage. Dette vil betyde, at forsøger man fremover at tilgå musikvideoer via en engelsk proxy server, vil man blive nægtet adgang. Reaktionen kommer, efter at de to parter ikke kunne blive enige om en ny licenseringsaftale.
Til BBC udtaler Patrick Walker fra YouTube, at blokeringen er beklagelig, og at man fortsat er interesseret i at få udarbejdet en aftale med royalty-holderne. Men at det samtidig er nødvendigt for dem at få lavet en aftale, der er holdbar i længden.
Hos PRS For Music er reaktionen ikke overraskende noget skrappere, og til BBC udtaler en talsmand, at de er rystede og skuffede, og at de betragter blokeringen som et forsøg på at straffe forbrugerne og de rettighedsholdere, som de repræsenterer.
"Google har fortalt os, at de tager dette skridt, fordi de ønsker at betale betydeligt mindre, end de gør lige nu, til de komponister som deres service bygger på, selvom antallet af visninger på YouTube er steget massivt".
YouTube udtaler derimod, at problemet er, at PRS For Music vil hæve betalingen mange gange, og at de derfor bliver nødt til at blokere for indholdet, mens de fortsætter forhandlingerne.
Det forventes, at der vil være blokeret for alle musikvideoerne inden weekenden.