Nyhed

Bob Dylan giver interview til Hus Forbi

Sangskriverlegenden forsætter med at hjælpe de svage i samfundet og fortæller om sit nye julealbum

Bob Dylan har på det seneste taget grødskeen i den anden hånd, hvad angår humanitær hjælp og har støttet FN's World Food Programme med det overskud, som hans første juleplade nogensinde, "Christmas In the Heart", genererer. Nu giver den erfarne folk-legende et af sine få interviews og gør det endda til de hjemløses blad Hus Forbi.

Hus Forbi er den danske del af det internationale netværk af gadeaviser, INSP, som alle bliver distribueret af hjemløse, der kan tjene en skilling ved salget. Bob Dylans opsigtsvækkende interview, der på den måde ender i den danske avis Hus Forbi, hjælper dermed direkte verdens hjemløse.

Interviewet er givet i forbindelse med udgivelsen af julealbummet "Christmas In the Heart", som udkom i oktober. Albummet er en samling skramlede og hæse julemelodier fra en Dylan, der gik lige julehjertet på GAFFAs anmelder. "Christmas In the Heart" blev belønnet med fire stjerner og ordene:


"Hvis man hører til den del af verdens musikelskere, der ikke får grønne knopper over det hele, når de hører ordet "jul", vil man helt sikkert kunne nyde dette fremragende album fra ende til anden. Forudsætningen er selvsagt, at man bryder sig om Dylans vokal, og at man kan lide julesange. Sidstnævnte kriterium gør, at det ikke er et album for alle, men de der overvinder deres skepsis og tager 'Christmas In The Heart' til sig, er til gengæld også sikret en fantastisk december-måned rent musikalsk."

Bob Dylan har med det eksklusive interview og med julealbummet valgt at være ekstra velgørende op til julemåneden, og giver fans og interesserede rigeligt med mulighed for at give et bidrag til en god sag og høre nyt fra den erfarne sangskriver. Decembernummeret af Hus Forbi kan købes af din lokale hjemløse på gaden.

ANNONCE