Nyhed

Danske kunstnere synger Elvis-sange

Nikolaj Nørlund, Leonora og Kim Kix fra Powersolo er blandt kunstnerne, der hylder Elvis

Projektet "We Proudly Present..." på Copenhagen Jazzhouse har tidligere hyldet Bob Dylan, Bruce Springsteen og Johnny Cash i koncerter med prominente danske kunstnere, der har gentænkt de gamle legenders musik. Legender, som har til fælles, at de udkommer eller er udkommet på det legendariske pladeselskab Columbia Records. Denne gang hedder koncerten "We Proudly Present...Elvis Presley" og har blandt andre Nikolaj Nørlund på gæstelisten.

Udover Nikolaj Nørlund kan man finde Jacob Bellens fra Murder og I Got You On Tape, Kim Kix fra Powersolo og den 19-årige vinder af DR's talentkonkurrence Karrierekanonen Leonora på bidragyderlisten. Initiativtageren til denne koncert, Johannes Dybkjær Andersson fra Sony Music, som ejer Columbia Records, fortæller i en pressemeddelelse om valget af kunstnerne:

"Der har både været mange mennesker og mange interessante bud på, hvordan legenderne også kan lyde. Så det har levet op til vores forhåbninger om at skabe en scene, hvor danske musikere og store uomgængelige ikoner smitter af på hinanden,"


Kira Skov, Cæcilie Norby, Claus Hempler og medlemmer af bands som Oh No Ono, Figurines og Turboweekend har tidligere bidraget til koncertrækken, men denne gang er det en anderledes kunstner, der også får en anderledes fortolkning af de deltagende artister. Johannes Dybkjær Andersson fortæller videre om sit eget forhold til Elvis:

"Jeg er fascineret af, at en kunstner som Elvis har været i stand til at overleve så mange op- og nedture, så meget hype, så mange sindssyge fans og så mange forsøg på at trække ham gennem skidtet. Den dag i dag har han stadig troværdighed, og ingen kan komme udenom hans helt centrale plads i musikhistorien."

"We Proudly Present ... Elvis Presley" løber af stablen den 19. november på Copenhagen Jazzhouse, og billetter kan findes via GAFFA Live.


ANNONCE