Nyhed

Jedi Mind Tricks indtager Gimle

Den amerikanske horrorrap-gruppe besøger i forbindelse med deres Europa-turné Roskilde med både Pede B og Sicknature

Emner som kinesisk vandtortur og Djengis Khan flyver gennem luften som kasteknive, når hiphopperne fra Jedi Minds Tricks præsenterer deres specielle form for horrorrap. Nu kan gruppen igen høres på dansk jord i Gimle, hvor de tager Fight Night-kongen Pede B og den engelsksprogede Sicknature med til hiphop-festen.

Undergrundsgruppen har siden 1996, hvor de blev grundlagt af rapperen Vinnie Paz og produceren Stoupe, udgivet albums, der er forblevet tro mod gruppens hårde udtryk og har kun inviteret en lille velkendt undergrundsskare som R.A. The Rugged Man, Ill Bill og Sean Price indenfor i deres univers. Siden 1999 har rapperen Jus Allah udover en lille pause også været en del af Jedi Mind Tricks og har været med på de fineste øjeblikke for gruppen.

Arrangørerne af hiphop-koncerten på Gimle kan samtidig være stolte af at kunne præsentere både Pede B og Sicknature som opvarmning til de mørke jedi-riddere. Pede B har for nyligt kunne notere sig sin tredje sejr i freestyle-konkurrence Fight Night og har desuden hittet med debutalbummet "Stadig Beskidt", der blandt andet blev gæstet af L.O.C.


Sicknature har for alvor skudt gang i sin karriere med sine bidrag til den amerikanske undergrundsgruppe La Coka Nostra, der blandt andre tæller rapperen Everlast og Ill Bill, hvis soloalbum Sicknature også er på. Det har betydet, at Sicknature udover at producere for velkendte amerikanere også har turneret rundt i Europa med La Coka Nostra.

Der er dermed lagt i ovnen til et hårdtslående hiphopshow i Roskilde, når de tre navne kan opleves på én gang på Gimle den 16. februar næste år. Billetter kan findes på Roskilde Billetten.

ANNONCE