Det nye indieband fra New Jersey udgiver debutalbummet i dag og gæster Lades Kælder til næste år
Der er blevet sagt mange lovende ord om det psykedeliske band Real Estate, der består af fire high school-venner, der efter flere år tager et musikalsk og nostalgisk tilbageblik til sommerdagene ved østkysten. I dag udkommer det selvbetitlede debutalbum, og Real Estate kan samtidig annoncere deres første koncert på dansk jord.
Musiksiden Stereogum.com har tidligere skrevet om Real Estate i deres "Band To Watch"-artikelserie, hvor kvartettens drømmende lyd bliver forsøgt forklaret i forhold til forskellige inspirationskilder:
"Sange som 'Suburban Beverage' mixer psykedeliske toner, afdæmpede vokaler, en larmende understrøm af trommer og jammende gentagelser. Det lyder hen ad The Feelies, og det giver mening at nævne The Clean som inspiration mere end The Beach Boys, ud over den fælles sand-tematik. Måske er det bedst at kalde lyden en solnedgangsagtig, mindre overjordisk version af Galaxie 500, men før det bliver alt for mørkt."
Real Estate kan ikke lige umiddelbart sættes i bås, og interesserede kan fra i dag høre gruppens debutalbum og selv vurdere lyden. Derudover er ep'en "Reality" også undervejs og når hylderne den 18. december. Publikum kan med andre ord møde velforberedte op til koncerten i Lades Kælder den 3. februar, hvor Real Estate skal vise deres værd på scenekanten.
Billetsalget til koncerten foregår i døren.




