Nyhed

The Kissaway Trail til Storbritannien

Den danske kvintet har fået stormende anmeldelser på den anden side af havet, og det følges der op på med en kort turné inden jul i Storbritannien

Der er i denne uge sat titel og udgivelsesdato på The Kissaway Trails andet album, "Sleep Mountain", der udkommer 1. marts 2010. Albummet udkommer også uden for de danske grænser, og som følge af den store opmærksomhed, deres første, selvbetitlede udgivelse fik i Storbritannien, tager de nu på turné derovre, med én solo-koncert, og tre som opvarmning for White Lies, hvor de løfter sløret for flere af numrene på den nye plade. I en pressemeddelelse beskrives "Sleep Mountain" således:

"'Sleep Mountain' er ikke så meget en genopfindelse af den danske kvintet, men en fabelagtig udvikling. Med Peter Katis (Interpol, The National, The Twilight Sad) som producer på Sleep Mountain, ses det tydeligt hvordan The Kissaway Trail har udviklet sig. Her kombineres dynamikken fra bands som Sonic Youth og The Flaming Lips, med følsomheden fra "Another Green World"-perioden hos Eno, og med melodier, der bærer stemplet af ægte singer-songwriter-kvaliteter, er Sleep Mountain en nutidig, men tidløs, sårbar rock-klassiker."

Det ansete engelske pladeselskab Bella Union (Fleet Foxes med flere) står for udgivelsen af "Sleep Mountain" i det meste af Europa. Der er endnu ikke offentliggjort eventuelle turnédatoer i Danmark på nuværende tidspunkter, så danske fans må enten tage et fly eller væbne sig med tålmodighed, for der skulle nok være plads til nogle danske datoer i kølvandet på den nye udgivelse. Datoerne i Storbritannien fordeler sig således:


Lørdag den 5. december – LONDON – The Lexington 

Tirsdag den 8. december – BELFAST – Mandela Hall (with White Lies)

Onsdag den 9. december – DUBLIN – Academy (with White Lies)

Torsdag den 10. december – CORK – Opera House (with White Lies)

 

ANNONCE