Nyhed

The Raveonettes hyldes for koncerter i Nordamerika

Den danske gruppe får ros med på vejen af amerikanske og canadiske kritikere forud for deres danske turné

Sune Wagner og Sharin Foo udgør grundstenene i det lejlighedsvis støjende danske rockband, der netop har udsendt albummet "In & Out Of Control" og har igen fået slået fast, at de er en af de bedste rock-eksportvarer, som Danmark kan mønstre lige nu. Endnu før de igen kommer hjem til landet og tager på en miniturné i december, dumper de udenlandske anmeldelser ind i postkassen.

The Raveonettes' nordamerikanske turné har blandt andet bragt dem forbi det historiske spillested Bimbo's 365 Club i San Francisco og i Phoenix i den canadiske storby Toronto. San Francisco-koncerten blev overværet af musiksiden Bay Area Bourgeois, der blandt andet skrev følgende efter koncerten:

"De præcise ord fra min mund var 'hvor meget kan man egentlig udrette med to guitarer, en bas og en trommemaskine?' At sige, jeg åd mine ord få minutter efter, var en mild underdrivelse. Faktisk var jeg forbavset over den minimale anstrengelse, det var for dem at skabe den lydmur og de subtile følelser, som The Raveonettes rummer."


Til Toronto-koncerten fik den on-off-støjende duo lignende ros af avisen The National Post, som ud over at rose gruppens øko-venlige merchandise også fandt følgende ord frem om musikken:

"The Raveonettes har udstukket deres unikke identitet, mens de har udvidet på deres lyd og er vokset med opgaven. Ingen tager fejl af nyere numre som singlen 'In & Out Of Control' eller 'Last Dance' i forhold til gamle favoritter som 'That Great Love Sound', som blev spillet som den sidste sang denne aften. Man kan heller ikke tage fejl af, at musik som denne, især når det bliver spillet live, har en indre energi. The Raveonettes er fantastiske live."

Sune Wagner og Sharin Foo drager hjem til Danmark i næste uge for at spille fire koncerter på dansk jord. Billetterne til disse koncerter kan findes via GAFFA Live.


The Raveonettes' miniturné ser således ud:

1. december i Voxhall, Århus.

2. december på Posten, Odense.


3. december i Studenterhuset, Aalborg.

5. december i Store Vega, København.

ANNONCE