Nyhed

As In RebekkaMaria remixer Carl Nielsen

Den hæderkronede danske komponist er kommet i hænderne på elektropop-divaen

Musiksiden BandBase.dk og DR P2 har siden december 2008 hver måned præsenteret et nyt remix, hvor en dansk kunstner eller band er blevet sat til at remixe et på forhånd udvalgt klassisk værk, og hvor alle interesserede, professionelle som amatører, selv har kunnet lave deres eget remix af samme værk. Alt sammen under navnet Mix To Verdener og med udgangspunkt i hjemmesiden mixtoverdener.dk

Oktober måneds remix er fortaget af RebekkaMaria Andersson, kendt fra elektropop-soloprojektet As In RebekkaMaria og som sanger i for tiden pauseholdende Lampshade. Og hun har kastet sig over Danmarks store komponist Carl Nielsen, nærmere betegnet hans symfoni nummer 2, som også kaldes "De Fire Temperamenter". Det er blevet til nummeret "Robin Parts" som nu kan downloades gratis på mixtoverdener.dk, hvor man også selv kan mikse Carl Nielsen med trommer, bas og nu også samples af AsInRebekkaMarias vokal.

Den fynske violinist og komponist Carl Nielsen (1865-1931) er med mere end 350 sange og seks symfonier blandt sin tids største nordiske musikbegavelser. AsInRebekkaMaria er snart klar med en opfølger til sit roste debutalbum, "Queen of France".


Om mødet med Carl Nielsen siger AsInRebekkaMaria selv: "Jeg har arbejdet med at skabe et univers inspireret af det fynske forår, fugleliv, maleren Johannes Larsen, familie, redebyggeri, min farmor og andre stærke kvinder og naturligvis Carl Nielsen. Har blandt andet indspillet diverse fugle og naturlyde ved et sommerhus på Fyn. Enjoy!"

Som de næste artister i rækken har Carpark North og Nikolal Nørlund sagt ja tak til at give hvert deres bud på, hvordan Sjostakovitj Cellokoncert no. 2 kan lyde i en rytmisk sammenhæng.

Iindtil videre har 60.000 besøgende været været forbi hjemmesiden, hvor der er skabt 9500 nye værker, som blander klassisk og rytmisk musik. Tidligere remixere af den klassiske musik har blandt andet været Magtens Korridorer, Nordstrøm, Oh Land og Troels Abrahamsen, som blandt andet tog sit Stravinskij-remix "When You're Ready, Let Go" med på sit første solo-album, "WHT" fra maj i år.

ANNONCE