Nyhed

Method Man indtager Århus

Wu-Tang-rapperen gæster første gang byen og tager den marokkanske rapper Cilvaringz med

Den første rapper fra Wu-Tang-kollektivet, der udsendte en solodebut, var den karismatiske flow-konstuktør Method Man, der siden starten af 90'erne har haft en glorværdig karriere. Nu kommer den store rapper for første gang til den jyske hovedstad med den hollandsk-marokkanske rapper Cilvaringz som opvarmning.

På det legendariske debutalbum "Enter the Wu-Tang: 36 Chambers" skilte de særprægede og grovkornede vers fra rapperen Method Man sig især ud på pladen. Rapperen var en af de eneste, der havde sin eget nummer og var samtidig den første som bagefter udgav en soloudgivelse. Siden er det blevet til tre soloalbums mere, optræden som ankermand på alle Wu-Tang-pladerne og ikke mindst det velkendte samarbejde med rap-partneren Redman.

Det var også som duoen Method Man og Redman, at rapperen sidst besøgte landet sidste år. Dengang væltede de to rappere et festligt Store Vega med deres røgede rim og velkendte entertainer-egenskaber. Denne gang får publikum Method Man som soloartist, hvilket absolut heller ikke er en dårlig handel.


Med sig har Method Man rapperen og produceren Cilvaringz, der i flere år har været tilknyttet Wu-Tang. Cilvaringz har flere albums bag sig, der også får besøg af de prominente klanmedlemmer og ikke mindst også den legendariske producer RZA.

Publikum har derfor noget at se frem til, når Method Man vælter Train den 23. marts næste år. Billetsalget starter den 26. oktober kl. 10, og billetterne kan findes via GAFFA Live.

ANNONCE