Nyhed

Pavement til Primavera

Bandet har offentliggjort endnu en koncertdato, og denne gang er det hos den spanske Primavera-festival

Antallet af koncerter med den gendannede gruppe Pavement er støt stigende, og nu er der også kommet en sommerfestival med på programmet. Bandet er nemlig blevet sat på som hovednavn på den spanske Primavera Festival i Barcelona i slutningen af maj 2010.

Pavement har indtil videre offentliggjort koncerter i New York, London samt i Somerset, hvor de er værter til 2010-udgaven af festivalen All Tomorrow's Parties. De har i interviews udtalt sig positivt om muligheden for at spille sommerfestivaler, og med tilføjelsen af Primavera til deres turnékalender er døren nu åben for en regulær festivalturné, som forhåbentlig også bringer dem forbi Danmark.

Bandet spillede faktisk på Roskilde Festival i 1997 efter udgivelsen af deres næstsidste album "Brighten The Corners", men har ikke gæstet festivalen siden, og det har bandmedlemmernes forskellige sideprojekter så vidt vides heller ikke. Men det kan altså være, at der bliver lavet om på dette til næste år, da man må forvente at Pavement står højt på ønskesedlen hos rigtig mange festivalgæster.


Men indtil der kommer en melding omkring en eventuel dansk dato, kan man jo overveje, om det ikke var i 2010, man skulle tage turen til Barcelona for at deltage i Primavera Festival, der kan opleves enten 27., 28. eller 29. maj, hvor festivalen afvikles.

ANNONCE