Freestylerap-konkurrencen kan ses direkte på DR's nye netkanal
Lørdag aften finder finalen i freestylerap-konkurrencen MC's Fight Night sted i KB Hallen i København. Finalen er tidligere blevet sendt direkte i DR2 gennem flere år, men sidste år valgte DR at droppe livedækningen, hvilket fik mange hiphop-fans til at gå på barrikaderne og sende vrede mails og danne Facebook-gruppen "10.000 for MC's Fight Night skal sendes live". Men indtil for ganske kort siden så det heller ikke ud til, at Fight Night 2009 blev dækket på live-tv, selvom det ellers er showets 10 års jubilæum i år.
I sidste øjeblik har DR dog nu fundet en løsning. Hele showet bliver sendt live på nettet på DRs nye ungdomsnetkanal Pirat TV lørdag fra klokken 19. Adressen er www.dr.dk/pirat
"Vi er vildt glade for at kunne dække en nicheevent, som er fed og som betyder rigtig meget for mange hiphop fans," siger Rune Sparre Geertsen, der er redaktør på Pirat TV.
De 16 finalister i MC's Fight Night er i øvrigt som følger:
ADI
Bryggeren
Callas
Dahl
Elbanovic
Fantomet
Ham Den Lange
Henrik Hass
Johnni G
Luxshan
Mac Mark
MC Ollie
MikL
Pede B
ROAR
Rødhætte
Førstepræmien i MC's Fight Night er 25.000 skattefri kroner samt en hel palle Guld Tuborg.
