Nyhed

Womex lancerer omrejsende dansk festival

Under titlen Booyaka vil man senere i denne måned kunne opleve en række verdensmusiknavne i København, Aalborg og Århus

World Music Expo (Womex) afholdes i år i København sidste uge i oktober, og i den forbindelse er der blevet lanceret en lang række konferencer og koncerter, der blandt andet fokuserer på verdensmusik og Fair Trade. Men for at det hele ikke skal handle om København har man arrangeret turnéen Booyaka, der udover København også rammer Aalborg og Århus.

På programmet finder man Bomba Esteréo fra Colombia (billedet), Shazalakazoo fra Serbien, Tummel fra Sverige og DARG Team fra Gaza sammen med danske navne som Babylove & The Van Dangos, Junkyard Productions Dub System, Zaki & DJ Turkman Souljah, Marwan og mange andre. Ikke alle navne er dog med til alle tre koncerter.

Alle disse navne kan opleves til den omrejsende festival, der har undertitlen "International klubfestival for ryst røv og tung bas". Ifølge arrangørerne er formålet med karavanefestivalen at afspejle de nyeste impulser på world- og rootsscenen og har til formål at "præsentere det nyeste – det næste – indenfor genrerne og herigennem tiltrække det nye, yngre og nysgerrige klub- og koncertpublikum, som desværre i alt for høj grad fravælger verdens- og rootsmusikken".


Booyaka Festival kan opleves på følgende dage:

Torsdag d. 22.10 - Huset i Magstræde, København
Fredag d. 23.10 - Studenterhuset, Aalborg
Lørdag d. 24.10 - Studenterhus Århus

 


ANNONCE