Nyhed

Caroline Henderson udsender nyt album

Den dygtige jazzdiva puster liv i flere store jazz-koryfæer, men også fortolker blandt andre Bob Dylan på opfølgeren til ”No. 8”

En af Danmarks største jazzsangerinder havde sidste år held med på albummet "No. 8" at fortolke gamle jazzstandards i en ny indpakning, der affødte rosende omtale i blandt andet GAFFA. Og Caroline Henderson holder stadig liv i den kreative flamme og udgiver nu sit niende soloalbum med navnet "Keeper Of The Flame", hvor hun igen tager aldrende numre op.

Denne gang har jazzdivaen blandt andet taget numre fra koryfæerne Cole Porter, Duke Ellington og Nina Simone op til revision og tages i Caroline Hendersons kyndige hænder. Derudover har sangerinden kastet sin kærlighed på numre af blandt andre Tom Waits, Bob Dylan og PJ Harvey, der også bliver fortolket på det nye album.

Opskriften må siges at have virket på det tidligere album, hvor Cole Porter også var iblandt de fortolkede artister. Albummet har solgt omkring 30.000 eksemplarer og fik rosende ord fra GAFFAs anmelder, der gav albummet fem stjerner og følgende ord med på vejen:


"Butch Lacys arrangementer for gæstende blæsere tilføjer dybe dimensioner, og albummet er produceret til 12 (med pil op ad) på den nye skala! Men foretagendet lykkes især, fordi kombinationen af eksempelvis orgelets retro-lyd og det updatede, ofte modigt tilbageholdte (til tider frembrusende) beat giver en original dimension til udtrykket."

"Keeper Of The Flame" indeholder igen den førnævnte Butch Lacys arrangementer og med produceren Anders Christensen bag pulten, der sammen med Henderson har forsøgt at skabe et helstøbt resultat ud af de ellers så forskellige sangvalg. Albummet udkommer den 26. oktober på Copenhagen Records.

ANNONCE