Mød Dúné, Muse, Pearl Jam og mange flere - og læs Klub GAFFA-tillæg med Alice In Chains
Så er det blevet den første torsdag i september, og dermed er GAFFA september på gaden. 80 sider sprængfyldt med interviews, features, anmeldelser, nyheder og livekalender.
Du kan blandt andet læse et stort interview med Dúné, der fortæller om at flytte fra Skive til Berlin og om arbejdet med "den svære toer", "Enter Metropolis", der netop er udkommet.
Vi har også mødt Muse i deres italienske studie. Matt Bellamy & Co. taler om deres nye album "The Resistance", der blandt andet er inspireret af George Orwells roman "1984" - og finanskrisen.
Medina har storhittet med "Kun For Mig", og nu er hun albumaktuel. Vi har været på turné med Danmarks nye dance-diva.
The Beatles' samlede bagkatalog er blevet remasteret. Vi har talt med de ansvarlige teknikere bag processen - selvfølgelig i det sagnomspundne Abbey Road-studie.
Pearl Jam er klar med deres niende studiealbum, "Backspacer" - og i bedre humør end længe. Gruppen taler om det nye album, og om at spille den første koncert i Danmark efter dødsulykken på Roskilde Festival i 2000.
The Knife har skrevet musikken til Hotel Pro Formas aktuelle performance "I Morgen Om Et År". Olof Dreijer fra den originale svenske duo fortæller om processen.
Nikolaj Nørlund er aktuel med sit første dansksprogede album i seks år. Vi har mødt den danske indierocks godfather og husproducer.
Den Gale Pen har mødt Anders Blichfeldt, sanger i Big Fat Snake. Blichfeldt bliver blandt andet udspurgt om, hvad vi skal med det 17. album fra gruppen - og hvad de vil gøre uden Peter Viskinde.
I serien Finale fortæller Hella Joof, aktuel som dommer i DR's Talent 2009, om sit forhold til musik. Læs blandt andet, hvem hun gerne ville have et klask i røven af, hvis hun havde været single.
Du kan også møde Daniel Merriweather, Kasper Spez, Cody og Karoline Hausted – og mange andre.
Find GAFFA på en café, et bibliotek, en plade-/musikforretning eller en uddannelses- eller kulturinstitution nær dig.
Hvis du er medlem af Klub GAFFA, får du også det store Klub GAFFA-tillæg om Alice In Chains, der er tilbage med deres første album siden 1995 og det første, siden forsanger Layne Staley døde af en overdosis. Guitarist Jerry Cantrell fortæller om gruppens storhed og fald. Læs mere på klub.gaffa.dk.
