Nyhed

Michael Jackson-hyldestkoncert begynder at tage form

Mary J. Blige og Akon er blandt navnene, der skal hylde Michael Jackson til en koncert i Wien senere på måneden

Kort tid efter Michael Jacksons død begyndte medlemmer af hans efterladte familie at tale om at arrangere en hyldestkoncert. Oprindeligt var tanken dog at samle en række af verdens største stjerner i O2 Arena, hvor Jackson skulle have givet sine "This Is It"-koncerter, men den planlagte koncert i stedet vil blive afviklet i den østrigske hovedstad Wien.

Ifølge BBC skal koncerten finde sted 26. september i Schoenbrunn slottet i Wien, og her vil man kunne opleve 20-25 navne, der alle vil møde op for at hylde Michael Jackson. De offentliggjorte navne er indtil videre Mary J. Blige, Akon, Natalie Cole, Sister Sledge, den tyske gruppe US5 og damernes ven Chris Brown, og til en pressekonference i Wien fortalte Jermaine Jackson, at de resterende navne vil blive offentliggjort til pressekonferencer i Berlin og London senere på ugen.

Jermaine Jackson kunne desuden fortælle, at de optrædende kunstnere ville synge nogle af Michael Jacksons store hits, og at han selv havde tænkt sig at byde ind med en "virtuel duet" med sin afdøde bror. Til pressekonferencen indikerede Jermaine Jackson, at navne som Madonna, Whitney Houston, Stevie Wonder og Diana Ross kunne dukke op, men ingen af disse navne er endnu bekræftet.


Heller ikke Janet Jackson er nævnt i forbindelse med koncerten, men det forlyder nu, at nu har planlagt en særlig hyldest i forbindelse med det kommende MTV Music Awards-show. Her vil hun ifølge TMZ sammen med 20 dansere hylde sin afdøde bror til showet 13. september.

Læs mere information om den kommende hyldestkoncert.

ANNONCE