Trioen skal optræde til en støttefest for Pakistan, hvor Angelina Jolie og Sting også er på gæstelisten
Den politisk bevidste gruppe Outlandish er med internationale pophits som "Look Into My Eyes" og ikke mindst "Aicha" blevet kendt langt ud over Danmarks grænser. Nu er den populære Brøndby Strand-trio på vej over Atlanten for at spille for en række velkendte personligheder i den store FN-bygning i New York.
Koncerten er en del af en stort opsat støttefest for at sætte fokus på den humanitære krise i Pakistan. Medlemmerne fra Outlandish kommer oprindeligt fra tre forskellige lande, og for især Waqas Qadri, der har pakistanske rødder, har det gode formål med koncerten en stor betydning:
"Pakistan går igennem en hård tid, hvor en masse uskyldige mennesker er blevet fordrevet fra nok de smukkeste naturområder i landet af talebanerne. Formålet er at rejse penge til de udsatte, og det bakker vi op omkring," fortæller rapperen i en pressemeddelelse.
Selvom Outlandish har haft store MTV-hits og har spillet mange steder i verden, kan invitationen til at spille for blandt andre FN's generalsekretær Ban Ki-moon, skuespillerinden Angelina Jolie og Sting godt imponere Waqas Qadri:
"Det er altid beærende, at folk spørger, om vi vil stille op til velgørenhedsformål, men at få lov til at spille vores musik i FN's hovedbygning foran prominente mennesker er helt vildt for tre drenge fra Vestegnen"
På trods af turen til det amerikanske kontinent og koncerten med de mange kendisser glemmer Outlandish ikke det danske publikum. Den veletablerede trio har tidligere annonceret en mindre turné i Danmark, hvor man kan opleve gruppen spille numrene fra den aktuelle plade "Sound Of A Rebel".
De danske koncertdatoer kan ses nedenfor og billetter til arrangementet kan findes via GAFFA Live.
1. oktober: Studenterhuset, Aalborg
2. oktober: Posten, Odense
3. oktober: Train, Århus
09. oktober: Godset, Kolding
10. oktober: Store Vega, København





