Nyhed

Copenhell har tre nye navne klar

Metalfesten i juni besøges af The Damned Things, Adept og 3 Inches Of Blood

Copenhell har afsløret yderligere tre navne til årets festival. Konstellationen The Damned Things (billedet), der består af medlemmer fra Anthrax, Fall Out Boy og Every Time I Die er kommet med på plakaten sammen med svenske Adept og canadiske 3 Inches Of Blood.

Sammensætningen af energisk gammelskole-thrashmetal, pop-punk og mathcore kan på papiret lyde en smule sprælsk og udefinerbar, men søger man et klart svar fra guitaristen Scott Ian, bliver billedet bare endnu mere lystigt. "Kyuss møder Thin Lizzy," siger Ian, der normalt spiller i Anthrax og som sammen med kollegaen Rob Caggiano er gået ind i gruppen The Damned Things. I bandet finder vi også guitarist Joe Trohman og trommeslager Andy Hurley fra Fall Out Boy samt forsangeren Keith Buckley, der er hentet ind fra Every Time I Die. Dertil kommer bassist David Karon. The Damned Things har endnu ikke udgivet noget, og deres optræden på Copenhell vil med al sandsynlighed være den første mulighed for at opleve resultatet af sammensmeltningen.

3 Inches of Blood kommer fra Canada, og spiller en metal, der sender lytteren tilbage til de fede dage i startfirserne, hvor britiske bands oversvømmede scenen med vikingeinspireret mytologi, sværd, hjelme og mjød. Gruppen slog igennem i 2004, da deres andet album "Advance and Vanquish" affødte hittet "Deadly Sinners", der også er at finde på lydsporet til hele tre computerspil; "Tony Hawk's Underground 2", "Saints Row 2" og "Brütal Legend".

Svenske landsbyer er ofte et godt arnested for metalmusik af høj kvalitet, og således er det for Copenhell spændende i år at kunne præsentere et af denne scenes upcoming navne. Adept har tidligere fungeret som et utrolig populært liveband og udgivet tre ep'er, men i fjor landede deres debutalbum "Another Year Of Disaster" endelig i butikkerne. Lyden refererer til amerikansk metalcore, men er dog mere frisk, og lyrikken følger hjemlandets tradition, uden dog at være på svensk. Vokalen er alsidig, og dækker både en flerfarvet growlen, en bister gøen og den rene, melodiske sang, der dog mest kommer til udtryk i omkvædene.


Med offenliggørelsen er der nu kun to navne, der ikke er offentliggjort på årets Copenhell, der foregår i dagene 11. og 12. juni på Refshaleøen i København.

Billetter på GAFFA Live

ANNONCE