Nyhed

Corgan kvidrer ondt om Love

Smashing Pumpkins Billy Corgan giver Courtney Love en omgang Twitter-tæsk

I dag udkommer Courtney Loves nye album, under navnet Hole, "Nobody's Daughter" i USA (det kom i går i Europa), og det har i den grad sat gang i tankerne, inde i hovedet på det skaldede græskar Billy.

I timerne op til udgivelsesdagen strømmede tanker fra Billys hjerne, ud via hans fingre, der lystrede og skrev den ene Twitter-besked efter den anden om Love – og nej, Love wasn't in the air. Tværtimod.

Her er et udpluk af Corgans tanker om Love, de fleste sikkert direkte fra krybdyr-delen af hans hjerne:

"Tanke 1: Mit ansigt er mit ansigt, mit hjerte er mit hjerte, mine penge er mine penge. Åh, og mine sange er MINE sange."

"Tanke 2: Hvis du ikke kan skrive dine egne sange, så skulle du måske bare være glad for, at du snød en til at gøre arbejdet for dig."

En klar hentydning til, og et udtryk for Corgans utilfredshed med, hvad der i hans øjne er et misbrug af sange, han har skrevet sammen med Courtney, inden de blev uvenner.

"Eller, tanke 3: Måske skulle du tage et lækkert sted hen + leve af din ægtemands penge, du ved, de penge han tjente ved at skrive alle de fantastiske sange."

Jo, Corgan har vist ikke meget til overs for Courtneys musik, men ikke nok med det, han slår også der, hvor det gør rigtigt ondt at blive slået, for en mor:

"Tanke 5: Verden kender til dit mangel på ansvar, som det blev illustreret, da regeringen tog dine forældrerettigheder. Kun du kunne forlade sådan et smukt og fantastisk barn, der er klogere end dig, mere cool end dig, og bedre end dig. Hov, sagde jeg for meget?"

Om Courtneys datter, den 17-årige bønnespire Frances Bean Cobain, er smukkere og mere cool end hendes mama, skal vi ikke gøre os til dommere over. Om Courtney er klog eller ej, burde Billy vide – han har trods alt haft et romantisk forhold til damen, i de tidlige halvfemsere.

Tak for kaffe og græskarkerner.

ANNONCE