Nyhed

Flight of The Conchords flyttes til Falconer Salen

Fra Vega til Falconer Salen i luftlinje med spasmagerne Bret McKenzie og Jemaine Clement

Det tog kun et par timer, før koncerten med den new zealandske duo Flight Of The Conchords i Vega var udsolgt. Nu flyttes showet til Falconer Salen, så flere fans får mulighed for at opleve spasmagerne Bret McKenzie og Jemaine Clement på slap line.

Flight Of The Conchords har beskrevet sig selv som "New Zealands fjerde mest populære guitar-baserede digi-bongo a cappella-rap-funk-comedy folk duo" – og skulle du være i tvivl om hvad det indebærer, kan du finde dem på YouTube, hvor de i nogle kredse har opnået noget nær kultstatus de seneste år.

Duoen flyttede deres musik fra comedy-klubberne til den amerikanske tv-station HBO i 2007, hvor de holdt til i to sæsoner. Senere har TV2 Zulu sørget for, at også danskerne kunne se med på løjerne.  

Sidst GAFFA anmeldte Flight Of The Conchords var i september sidste år, hvor Lars Löbner Jeppesen om gruppens dvd-udgivelse blandt andet skrev:

"Og man kan simpelthen ikke undgå at knuselske alle disse triste skæbner og deres evindelige Sisyfos-kamp for bare at få en enkelt succes her i livet. Og så skader det da bestemt heller ikke, at det visuelle geni Michel Gondry har været gæsteinstruktør på et enkelt afsnit." Lars gav dvd'en fem stjerner.

Nu, hvor koncerten – eller hvad man nu skal kalde det – er flyttet, kan Flight Of The Conchords opleves i Falconer Salen søndag den 23. maj. Billetterne sættes til salg torsdag den 8. april klokken 10.

ANNONCE