Nyhed

Lady Gaga kommer til Herning

Den platinblonde superstar tager sit Monster-show med til Danmark til oktober

Sidst Lady Gaga besøgte Danmark var i juli sidste år, hvor hun spillede i en udsolgt KB Hallen. Siden har den flamboyante stjerne kun formået at funkle endnu klarere på pophimlen, og der er løbet masser af vand og endnu flere hits under broen. Derfor er det nu et noget større venue, der til oktober danner rammerne om damens næste koncert herhjemme.

Den 20. oktober tager Lady Gaga sin storslåede Monster Ball Tour med til Herning, hvor hun giver koncert i MCH Multiarena, der med sin tilskuerkapacitet på 15.000 således kommer til at rumme den største indendørs koncertproduktion i Danmark nogensinde.

Det er ingen hemmelighed, at Gaga har en forkærlighed for det overdrevne og dramatiske, og hendes ry som innovativ og kreativ popartist skulle efter sigende komme til udtryk i hendes spektakulære live-shows. Selv beskriver hun koncertrækken som "verdens første pop-electro-opera", og der her generelt været rosende ord om turnéen i de udenlandske medier.

Gagas singleudspil "Just Dance", "Poker Face", "Love Game", "Paparazzi", "Bad Romance" og "Telephone" har tilsammen solgt et godt stykke over 30 millioner eksemplarer, ligesom videoerne til "Bad Romance" og "Telephone" har fået over 125 millioner visninger på internettet, så man kan roligt påstå at den gode Gaga befinder sig på karrierens hidtidige højdepunkt.

Billetterne sættes til salg mandag 10. maj klokken 10.00, og billetter kan købes via GAFFA Live.

Vil du læse mere om fænomenet Lady Gaga, har GAFFA sammensat et stort portræt med højdepunkter fra hendes karriere med titlen Lady Gaga – fra de udstødtes popstjerne til global megastar.

ANNONCE