Nyhed

Ladypunk-bandet The Slits kommer til København

Og det bliver Lille Vega, der til maj må lægge lokaler til

Ladypunk-bandet The Slits har et af de ældste stamtræer i punkens historie med rødder helt tilbage til 1976, hvor teenagepigerne blev opdaget på en af BBC-dj'en John Peels berømte "Peel Sessions". Gruppen blev derefter udgivet på det anerkendte pladeselskab Rough Trade, og spillede blandt andet support for The Clash på White Riot-turneen. Nu kommer bandet til København for at give koncert.

The Slits debutalbum, "Cut", udkom i 1979, og blev nok ligeså berømt for sit cover som for det hårdtslående og charmerende punk pladen indeholder. På coveret ses de tre Slits-piger nemlig iført små skørter, indsmurt i mudder, og med bare bryster. To år senere kom gruppens andet og sidste album, inden de gik i opløsning. Det var albummet "Return Of The Giant Slits", der var både mørkere og fuld af overraskelser. Men så stoppede festen.

Først 24 år senere, i 2005, rørte The Slits på sig igen, da de blev gendannet af to af de oprindelige medlemmer, forsanger Ari Up og bassisten Tessa Pollitt. Efter gendannelsen er det indtil videre blevet til en ep og albummet "Trapped Animal".

"Trappet Animal" udkom i efteråret 2009, og bandet består nu udover Ari Up – der for øvrigt er ingen ringere end John Lydons steddatter – og Tessa Pollitt af blandt andet Hollie Cook, datter af Sex Pistols' trommeslager Paul Cook samt Michelle Hill og Anna Schulte.

The Slits spiller på Lille Vega onsdag den 19. maj. Billetsalget starter i dag via Billetlugen.

ANNONCE