Nyhed

Mnemic optræder i Kina

Asiaterne får endnu en gang fornøjelsen af at høre de danske metal-drenge live

I kølvandet på udgivelsen af Mnemics fjerde studiealbum "Sons Of The System", begiver bandet sig nu ud på nye eventyr, der fører dem forbi Asien, nærmere bestemt Kinas hovedstad Beijing. Her skal de spille hele tre koncerter i starten af maj måned, deriblandt på den kinesiske rockfestival Midi, hvor bands som Sham 69 og den svenske pige-gruppe Sahara Hotnights også slår deres folder i år.

Mnemic er selv meget begejstrede for at skulle tilbage på visit hos deres asiatiske fans. I en pressemeddelelse udtaler de sig om de nye jobs:

"Vi har endnu en gang muligheden for at komme steder hen, vi aldrig havde drømt om. Vi er ekstremt heldige, at vi igen kan besøge Asien, og opleve en anden kultur og sprede nogle Mnemic-numre. Vi ser meget frem til at komme til Kina og få nogle fantastiske oplevelser med jer der kommer til koncerterne. Vi ses på den anden side!"


Tidligere på måneden har den kinesiske regering ellers nægtet Bob Dylan tilladelse til at besøge Kina for at spille koncerter, og generelt er det svært for internationale rocknavne at få tilladelse til at lægge vejen forbi Riget i Midten. Men alligevel er det altså lykkedes Mnemic at få tilladelse til give tre koncerter i Kina i næste måned.

Udover de tre koncerter i Kina skal Mnemic forbi Madrid i Spanien, og rejse rundt i Tjekkiet med Brutal Assault Festival. Herhjemme er der indtil videre planer om koncerter til Copenhell, der afvikles i dagene 11.-12. juni, og på Skanderborg Festival den 8. august.

ANNONCE