Nyhed

Århus Festuge klar med musikprogrammet

Harper Simon, Rickie Lee Jones, Mark Lanegan og mange flere kan opleves ved årets festuge

I dagene 27. august til 5. september danner Århus bymidte rammerne om en ti dage lang fejring af kultur, og musik spiller som vanligt en væsentlig rolle ved Århus Festuge. Koncerter med kunstnere fra ind- og udland skal afvikles på de lokale spillesteder, og i år satser man blandt andet på de to tilbagevendende arrangementer "2013" og "The Medium Rare Sessions" samt den uofficielle åbning.

Førstnævnte præsenterer navne, som arrangørerne mener har potentiale til at være verdensstjerner om tre år. Sidste år spillede engelske The xx, og de har siden spillet da spillet for udsolgte huse flere gange i Danmark samt netop fået en nominering til årets Mercury Prize. I år får Sarah Blasko, FM Belfast, CODY og Simon Lynge mikrofonen.

The Medium Rare Sessions er derimod primært mere etablerede kunstnere, der optræder med århusiansk-amerikanske The DeSoto Caucus som backingband, og Medium Rare Sessions skal denne gang varetages af ingen ringere end Mark Lanegan, John Doe, Scout Niblett og Agnes Obel, der alle skal fortolke eget materiale med det lånte backingband på scenen.


Den uofficielle åbning finder sted i Rådhushallen 26. august med Harper Simon, De Eneste To alias Simon Kvamm og Peter Sommer og congolesiske Staff Benda Belili. Derudover kan man blandt andet opleve Rickie Lee Jones til en solokoncert i Århus Teater 29. august med Claus Hempler som opvarmning.

Direktør for Århus Festuge Jens Folmer Jepsen fortæller om årets musikprogram:

– Vi kan godt lide, at de arrangementer, vi laver, har lidt kant og er noget ud over det usædvanlige. Og det kan vi roligt sige er tilfældet for årets musikprogram. Vi kan præsentere Paul Simons søn Harper Simon (billedet) til mig bekendt hans første koncert i Danmark, vi har overtalt Rickie Lee Jones til at give en af sine meget sjældne solokoncerter, og vi har Allan Olsen med jazzorkester og strygere i Musikhuset. Sarah Blasko var også med til Århus Festuge sidste år, men denne gang har hun band med, og der er sket meget for hende i det sidste år. Vi glæder os meget til det hele.


Læs mere Århus Festuges hjemmeside
   
Billetsalget til de forskellige koncerter i er i gang via aarhusbilletten.dk

ANNONCE