Nyhed

Eim Ick tager på tour med When Saints Go Machine

Technosmeden har desuden startet projektet Taragana Pyjarama

I næste måned drager Eim Ick på sin anden tur med When Saints Go Machine, hvilket blandt andet Odense, Århus og København får glæde af.

Den unge technosmed er desuden netop blevet signet til spanske Hivern Discs, som blandt andet også står bag John Talabots udgivelser. I forlængelse af sin entré på den spanske klubscene har Eim Ick netop færdiggjort et remix for Polock, som udspringer af Mushroom Pillow og Delorean-familien.

Hans første internationale udgivelse bliver ep'en "I Need You", som kommer til at indeholde fem originale numre samt remixes af Pional og Salax Peep Show. "I Need You" forventes på gaden inden årets udgang.

Her stopper dagens nyheder om Eim Ick imidlertid ikke. Han har nemlig netop startet et nyt projekt under navnet Taragana Pyjarama, som han fortæller følgende om:  

"Det er et projekt jeg har med min kæreste. Alt bliver komponeret ud fra ét loop, som kører igennem hele tracket, for derefter at blive optaget "live" som one-take. Alt i alt et eksperiment, hvor vi ikke tænker så meget over det. Vi laver det bare. Og er det godt, så er det godt!"

When Saints Go Machine og Eim Ick kan opleves på følgende datoer:

9. september: Posten, Odense
10. september: Forbrændingen, Albertslund
16. september: Støberihallen, Hillerød
17. september: Vega, København
18. september: Voxhall, Århus

ANNONCE