Nyhed

Peter Sand forlader Vega

Spillestedet er nu på udkig efter en ny administrerende direktør

I september 2008 gik Peter Sand fra at være direktør på spillestedet Train i Århus til at være direktør for spillestedet Vega i København. Men efter to år har den 43-årige østjyde nu valgt at søge nye udfordringer.

Den administrerende direktør forlader sin stilling per 30. september, og om beslutningen siger Tina Brage Vabø, der er bestyrelsesformand for Vega:

"Vi i bestyrelsen har været glade for Peter Sands indsats som direktør for Vega igennem en vanskelig periode og ønsker ham al mulig held og lykke med hans nye job. Bestyrelsen er i fuld gang med at afsøge markedet for en kvalificeret afløser, og håber at kunne præsentere en ny direktør allerede omkring årsskiftet".

Bestyrelsen har samtidigt valgt at udnævne den tidligere PR- og Kommunikationschef Magnus Restofte til souschef i Vega. Magnus Restofte vil sammen med bestyrelsens forretningsudvalg – og i samarbejde med Vegas øvrige ledelse – udgøre Vegas direktion, indtil den nye direktør tiltræder.


ANNONCE