Nyhed

Britney udsender nyt til marts

Sangerinden er ved at færdiggøre sit kommende album, hvorfra der snart kommer en single

Producerne er ved at lægge sidste hånd på det syvende album fra Britney Spears, der skal udsendes til marts. Det fortæller svenske Shellback, der tidligere har produceret for Pink og Usher. Inden da vil sangerinden dog være aktuel med en ny single.

Der er endnu ikke fastsat udgivelsesdatoer for hverken singlen eller det fortsat unavngivne album med Britney Spears. Men meldinger fra studiet går på, at man næsten er færdig med pladen, der forventes at komme ud til marts.

Udover Shellback har den 29-årige sangerinde arbejdet sammen med Dr. Luke (Katy Perry) samt Max Martin, der skrev Spears' første hit "...Baby One More Time". Ifølge MTV udtaler Shellback, at sangerinden var yderst professionel i studiet og særdeles let at arbejde sammen med. Det samme var meldingen, da sangerinden tidligere på året medvirkede i tv-serien "Glee". Så noget kunne tyde på, at der er kommet ro på tilværelsen for Spears, der tidligere har levet et temmelig skandalepræget liv.


I begyndelsen af det nye år skulle første udspil fra albummet dukke op. Der er ikke noget, der er officielt endnu, men flere kilder mener at vide, at den første single fra det kommende album bliver sangen "Hold It Against Me".

ANNONCE