Medlemmer af Libertines og Arctic Monkeys har dannet The Bottletop Band, der udsender et støttealbum til april
En stribe engelske musikere er gået sammen om projektet The Bottletop Band, der skal støtte arbejds- og uddannelsesprojekter i Brasilien, Afrika og Storbritannien. Første single fra gruppen kan downloades fra i dag, og til april kommer der et helt album fra gruppen.
Hovedmandene bag projektet er ifølge NME Carl Barât (Dirty Pretty Things, The Libertines), Matt Helders (Arctic Monkeys), Drew McConnell (Babyshambles) samt Gruff Rhys fra Super Furry Animals, og sammen har de indspillet singlen "Fall Of Rome", der udsendes i dag.
De har allieret sig med Get Cape. Wear Cape. Fly, VV Brown, Sam Sparro, Fink, Reverend And The Makers, Andy Nicholson (eks-Arctic Monkeys, ses på billedet sammen med Helders), Eliza Doolittle og Tim Burgess fra The Charlatans på et album med titlen "Dream Service", der udsendes 11. april.
"Fall Of Rome" kan downloades gratis på gruppens webside, hvor man også kan se videoklip fra indspilningerne til albummet.