Hverken John Cage eller The Trashmen kunne vippe X Factor-vinderen af hitlistetronen
Vinderen af den engelske X Factor, Matt Cardle, snuppede alligevel førstepladsen på singlehitlisten på de britiske øer, selvom både The Trashmen og genindspilningen af avantgarde-komponisten John Cages "4,33" - sidstnævnte består af bemærkelsesværdige fire et halvt minuts stilhed - var med i opløbet på grund af forskellige Facebook-kampagner.
Sidste år lykkedes det ellers Rage Against The Machine at toppe hitlisten med "Killing In The Name", en aktion der blev iværksat på Facebook som en symbolsk kamp mod talentshowets kommercielle dominans i juletiden.
Matt Cardle har på knap to uger solgt 740.000 eksemplarer af sin single, "When We Collide", som i øvrigt er en ny version af det skotske rockband Biffy Clyros nummer "Many Of Horror".
John Cage nåede kun plads nummer 21, mens det amerikanske surfrockband The Trashmen dog nåede helt op som nummer tre med 1964-nummeret "Surfin Bird". Begge numre er blevet bakket godt op af kampagner på de sociale medier.
Det var ellers større stjerner som Pete Doherty, Billy Bragg, The Kooks, Imogen Heap og Orbital, der mødtes i studiet for at indspille Cages nummer. Aktionen blev herefter kendt som Cage Against The Machine.