Thomas Helmig og Søs Fenger står bag den danske indspilning, der fik mest airplay ved juletid sidste år
Mange har et had/kærlighedsforhold til de julesange, der år efter år rammer danskerne via radiostationernes bølgelængder. Der dukker nogle nye op fra år til år, men der er også nogle gengangere. KODA har netop offentliggjort sin årlige statistik over de mest spillede julenumre i 2009 i DR Radio - og her er der kun ét dansk navn på den overordnede top ti.
Det er Thomas Helmig (billedet) og Søs Fengers nummer "Når Sneen Falder", der har sneget sig ind på en tiendeplads. Resten af den overordnede liste er domineret af udenlandske julesange, hvor Jackson 5 topper listen med "Santa Claus Is Coming To Town" stærkt efterfulgt af Bing Crosby, Dean Martin, Cliff Richard og John Lennon med flere.
Desuden skriver KODA, at Thomas Helmig og Søs Fenger har været med til at holde klassikeren "Søren Banjomus" med Otto Brandenburg ude af den danske top fem-liste - et nummer, der ellers har været en fast del af danskernes julerepertoire på DR Radio. Ellers er det kendinge som MC Einar, Dalton, Drengene Fra Angora og You Know Who, der har sit navn på den danske liste.
Den overordnede listes nummer to, Bing Crosbys "White Christmas", har været blandt de mest spillede julesange herhjemme, siden Irving Berlin skrev den i 1940, og at førstepladsen i 2009 bliver toppet af Michael Jackson er nok heller ikke tilfældigt, da kunstneren jo som bekendt afgik ved døden samme år.
Se de to julelister herunder - eller se listen på KODA:
KODA's Statistik på de mest spillede danske julesange i DR Radio 2009:
1. "Når Sneen Falder" - Thomas Helmig og Søs Fenger
2. "Jul Det' Cool" - MC Einar
3. "Daltons Julesang" - Dalton
4. "Jul i Angora" - Drengene Fra Angora
5. "Finally It's Christmas Again" - You Know Who
KODA's Statistik på de mest spillede julesange i DR Radio 2009:
1. "Santa Claus Is Coming to Town" - Jackson 5 m.fl.
2. "White Christmas" - Bing Crosby
3. "Let It Snow Let It Snow Let It Snow" - Dean Martin
4. "Have Yourself A Merry Little Christmas" - Cliff Richard
5. "Driving Home For Christmas" - Chris Rea
6. "Rockin' Around The Christmas Tree" - Brenda Lee
7. "Happy X-mas (War Is Over)" - John Lennon
8. "Blue Christmas" - Elvis Presley
9. "Last Christmas" - Wham
10. "Når Sneen Falder" - Thomas Helmig og Søs Fenger