Nyhed

Abbey Road-studiet er til salg

EMI har besluttet sig for at sælge de berømte lokaler, der er blevet brugt som studier siden 1931

Der er næppe et musikstudie i verden, der er bedre kendt end Abbey Road Studios. Alligevel har EMI nu ifølge Financial Times valgt at sætte lokalerne til salg, hvilket ifølge avisen skyldes pladeselskabets generelle økonomiske problemer.

Bygningen på Abbey Road blev købt i 1929 af EMI, og to år senere blev Abbey Road Studios indviet, og den første historiske indspilning fandt allerede sted 12. november samme år, da komponisten Sir Edward Elgar dirigerede London Symphony Orchestra under en indspilning i Studio One af "Land Of Hope And Glory".

Efterfølgende blev studierne brugt af verdensnavne som Fats Waller, Fred Astaire og Glenn Miller, og med Cliff Richards besøg i studierne sammen med The Drifters i slutningen af 50'erne, gjorde også rockmusikken sit indtog i de hellige haller.


Antallet af klassiske rockplader, der er blevet til på Abbey Road, er nærmest uoverskueligt, men i flæng kan nævnes "The Dark Side Of The Moon" (Pink Floyd), "Odessey And Oracle" (The Zombies), "The Madcap Laughs" (Syd Barrett) og "The Bends" (Radiohead) samt naturligvis The Beatles-albummet "Abbey Road" fra 1969.

EMI har ikke selv officielt bekræftet, at de har sat studierne til salg. Men avisen har fem kilder, der bekræfter at man nu kan investere i Abbey Road Studios til en pris, der kommer til at ligge over 100 millioner danske kroner. Pengene skal ifølge Financial Times bruges til at tilbagebetale et gigantisk lån, moderfirmaet Terra Firma Capital Partners har lavet med banken Citigroup.

ANNONCE