De to fremadstormende danske bands giver endnu en koncert i Store Vega
Der var stor efterspørgsel på billetter til dobbelt-koncerten med When Saints Go Machine (billedet) og Turboweekend i Vega til april, så stor at der allerede nu, to måneder før koncerten, er totalt udsolgt. Derfor har arrangørerne bestemt sig for at stable endnu en koncert på benene, kun en måned efter den første, fredag den 14. maj.
Publikum får fornøjelsen af at høre to af Danmarks mest nyskabende bands i øjeblikket. Turboweekend har i det sidste års tid gjort sig bemærkede for deres eksplosive kombination af disco, punk og electro, og især forsanger Silas Bjerregaards vokal har vagt stor begejstring hos både publikum og anmeldere. Deres største hit, "Trouble Is" har også sørget for opmærksomhed uden for landets grænser, den blev nemlig udgivet i England, hvor dubstep-geniet Joker har sat sit præg på nummeret, og forvandlet det til et tungt og soulet club-track.
When Saints Go Machine udgav debutalbummet "Ten Makes A Face" for et lille år siden, og deres pop-electro fusion har spillet sig ind på den danske mainstream-scene med forrygende fart. De sparkede deres turné i gang tidligere på måneden, hvor de i øjeblikket koncentrerer sig om Østrig og Norge, omend der også bliver tid til en stribe danske koncerter. Turboweekend står også for at skulle på Danmarksturné om et øjeblik, så får man ikke billet til denne kombo-koncert på Vega, er der stadig rig mulighed for at opleve de to bands live, omend ikke sammen.
Ekstra-koncerten finder sted i Store Vega, fredag den 14. maj fra klokken 21.00. Billetter kan købes via GAFFA Live.





