Zulus seere sendte den unge Seebach hjem med hele tre statuetter efter gårsdagens awardshow
En kunstner, der er gået fra at være helt ubeskrevet til at dominere samtlige radiostationer og være på alle folks læber i 2009, kunne meget vel være Rasmus Seebach. Og det er det. Det beviste han i aftes, da han stak af med hele tre Zulu Awards for henholdsvis "Årets Danske Hit", naturligvis for kæmpehittet "Engel", for "Årets Danske Sanger" samt for "Årets Nye Danske Navn".
De andre musikalske priser blev uddelt til Nephew, der vandt prisen for "Årets Danske Album" med deres fjerde studiealbum "DanmarkDenmark", den smukke popprinsesse Medina rendte af sted med prisen for "Årets Danske Sangerinde", og Go' Morgen P3 vandt statuetten for "Årets Danske Radioprogram".
Alle vinderne er kåret af publikum, som de seneste måneder har haft mulighed for at afgive deres stemme på Zulus hjemmeside.
Der var masser af live-underholdning, da showet gik løs i Carlsbergs gamle tapningshal i aftes, TAP1, hvor blandt andre Nephew, Alphabeat, Medina samt Rasmus Seebach indtog den store scene. Derudover havde man mulighed for at se skuespiller Paprika Steen, som var showets vært, optræde med Beyoncés hit "Single Ladies" i showets åbningsseance.
Se vinderne i de øvrige kategorier på Zulus officielle hjemmeside.





