Nyhed

Travis Barker arbejder på soloalbum

Blink 182-trommeslageren har indhentet hjælp fra flere rappere samt Corey Taylor fra Slipknot

Det vides endnu ikke, hvornår det kommende Blink-182 album kommer på gaden, men indspilningerne går åbenbart så godt, at trommeslageren Travis Barker kan finde tid til at arbejde på sit første soloalbum. I hvert fald siger han nu til Spinner.com, at han er i gang med at færdiggøre albummet, der er fyldt med gæstestjerner.

Til Spinner siger Travis Barker, at han ikke skal synge og rappe på albummet, så derfor har han trukket på en lang række navne til at hjælpe sig med den del. Den offentliggjorte gæsteliste inkluderer lige nu navne som Lil Wayne, Rick Ross, RZA, Swizz Beatz, The Game og Beanie Seigel, der ikke overraskende giver albummet et vist hiphop-element. Men Barker fortæller, at der også vil være andet på albummet:

"Jeg elsker simpelthen musik. Jo mere tid jeg kan bruge sammen med musik, jo bedre, så mit album følger ikke kun en genre. Det går fra alt fra punk til hiphop til noget electro-halløj til en metalsang med Corey Taylor fra Slipknot. Det har været virkelig sjovt og interessant indtil videre".


Travis Barker er dog hverken klar med titel eller udgivelsesdato endnu.

ANNONCE