Nyhed

Urban Colorz ruller igen

19. februar lægger Train atter ryg til en gedigen gang gadesmadder. Urban Colorz har R&B, reggae, rap og breakdance på plakaten.

Eventmagerne i Colorz åbner fredag dørene til endnu en urban hyldestceremoni. Det nystartede Nu Amsterdam Project samt Pops Jabu og Burhan G er blandt de optrædende. La Familia Loca laver danseshow.

Nu Amsterdam Project er hiphop efter den klassiske guldalderopskrift: 1 MC og 1 DJ. Duoen består af den danske DJ Hones og rapperen B-Ricks, der tidligere har rappet med Cypress Hill. De to mødtes i Harlem, New York, tilbage i 2000. Dengang var Hones i fuld gang med at slå sit navn fast på natklubscenen, mens Rick var ved at komme sig over succesen med latinorapgruppen Cypress Hill. Ricks medvirkede blandt andet på deres hit "Tequila Sunrise," der nåede toptyve listerne i England og USA.

Hones har siden DJ'et for både Snoop Dogg og The Game, men han har også sørget for musikken til HKH Kronprins Frederiks bryllup. Nu er de gået sammen i klassisk formation og dannet gruppen Nu Amsterdam Project, der vil være at finde på næste omgang af Urban Colorz på Train i Århus.


Den danske R&B sanger Burhan G er endnu en gang at finde til festen. Burhan er på vej sin første dansksprogede plade, hvorfra to singler, "Kun Dig" og "Jeg Vil Ha' Dig For Mig Selv" allerede har ramt æteren. Albummet vil være stærkt inspireret af 80'ernes største værker indenfor popmusik, og sangeren producerer selv al musikken. Som producer har han også flere engelske singleudgivelser på samvittigheden.

Seneste udgivelse, "Breakout," blev af GAFFA kaldt en plade, der "viser en mere moden Burhan, der ved, hvor han vil hen og på mange områder selv har overtaget kontrollen med sin karriere." Christian Grubert gav den fire stjerner.

Det ti mand store århusianske danseensemble La Familia Loca kommer og sparker op for den visuelle underholdning.


Kulturelt favner gruppen vidt, og deres show bærer præg af medlemmernes vidt forskellige etniske baggrunde. Alle fire verdenshjørner bindes sammen med det fælles udgangspunkt: Breakdance. Gruppen sammensmelter krop, dans og musik til et helstøbt, koreografisk og skarpt timet udtryk. "Målet er også at åbne andre mennesker op for en verden af dans der ikke bare består af hængebukser og håndtegn," skriver drengene på deres hjemmeside.

"Min musik skal rulles, ryges, og sendes videre." Sådan beskriver Zimbabwisk fødte Pops Jabu sin musik. Oversat til dansk betyder det en elektronisk klingende reggaeton med rastafarivenlige emnefelter som hellig urt, kvinder og anden festivitas. Alt sammen pakket ind i en dejligt uforståelig afrikansk patwa.

Urban Colorz kan opleves på Train i Århus 19. februar.


ANNONCE